Campeonato Brasileiro de Futebol – Série C er den landsdækkende tredje division i det brasilianske ligasystem og fungerer som det direkte springbræt til den næstbedste række, Série B. Turneringen samler 20 klubber fra hele landet og udgør dermed et nationalt samlingspunkt for professionelle klubber, der befinder sig midt i hierarkiet mellem de stærkt kommercialiserede øverste divisioner og det store, brede lag af Serie D-fodbold.

På trods af sin status som tredje niveau har Série C været centrum for en bemærkelsesværdig dynamik og et utal af strukturelle ændringer siden den første udgave i 1981. Blandt andet har turneringen både fungeret som laveste nationale division, oplevet lange afbrydelser og fået tilført en underliggende Serie D. Historien rummer således perioder med uregelmæssig afvikling, ændrede adgangs­krav og skiftende finansielle forudsætninger – alt sammen elementer, der har været med til at forme det nuværende format.

I dag er Série C stabilt forankret i kalenderen, men har fortsat sit eget særpræg sammenlignet med de to øverste divisioner. Blandt andet spilles første fase kun over ét enkelt møde mod hver modstander, der opereres med regionale hensyn i de tidlige runder for at reducere rejseudgifter, og antallet af kampe er tilrettelagt, så klubber med relativt beskedne budgetter kan konkurrere på bæredygtige vilkår. Turneringen er derfor ikke blot et sportsligt felt, men også et spejl på de økonomiske og geografiske udfordringer, brasiliansk fodbold rummer.

Turneringens placering i det brasilianske ligasystem

Série C er det tredje trin i hierarkiet, under Série A og Série B og lige over Série D. Vinder og de tre følgende pladser rykker direkte op i Série B, mens de fire dårligst placerede hold rykker ned i Série D. Derudover spiller turneringen en vigtig rolle i det nationale koefficient- og ranglistesystem: I det officielle CBF-ranking tildeles mesteren 200 point, sølvvinderne får 160, bronzen 150 og fireren 140, hvorefter pointene falder med to enheder per placering helt ned til 108 point for nummer 20.

Historisk udvikling

Fremkomsten (1981)

Den første idé om en tredje national række udsprang i 1980, da CBF’s daværende præsident, Giulite Coutinho, modtog et oplæg om en såkaldt Taça de Bronze. Formålet var at holde mindre klubber i aktivitet sideløbende med de to øverste divisioner – Taça de Ouro og Taça de Prata. Oprindelig var planen 24 klubber, men på grund af politiske og logistiske udfordringer deltog færre, og den endelige udgave i 1981 blev et mix af knockout- og gruppespil. Olaria fra Rio de Janeiro vandt finalen over Santo Amaro og skrev sig ind som historiens første Série C-mester. Trods sportslig succes endte debutsæsonen med et finansielt minus for flere deltagere, og CBF valgte straks efter at sætte projektet på pause.

Uregelmæssige afbrydelser (1988–1992)

Næste gang man forsøgte sig med en tredje division var i 1988. Den såkaldte Divisão de Acesso skulle have talt 63 hold, men masser af afbud skar feltet ned til 43. União São João fra Araras vandt titlen, men ligesom i 1981 var kontinuiteten skrøbelig, og Série C forsvandt igen fra kalenderen. Tilsvarende scenarier udspillede sig i 1990 og 1992, hvor henholdsvis Atlético Goianiense og 15 de Novembro-fødte União São João (igen) sikrede sig titler, men hvor CBF efterfølgende valgte at udvide Série B i stedet for at fastholde et tydeligt hierarki – blandt andet for at huse traditionsklubber som Coritiba og Grêmio, der uden ”redningsaktioner” ville være havnet i den nystartede tredje række.

Konsolidering og vækst (1994-2008)

Fra 1994 blev Série C endelig gennemført hvert år med kun én afbrydelse – året 2000, hvor Copa João Havelange overtog de nationale turneringer. Antallet af deltagere svingede dog markant: Hele 107 klubber stillede op i 1995, mens kun 36 deltog i 1999. Sidstnævnte år var bemærkelsesværdigt, fordi det tidligere Serie A-hold Fluminense var dumpet helt ned på tredje trin. Rio-klubben vandt turneringen, og presset fra så prominente navne var med til at indlede en professionalisering af form og format.

Modernisering og Serie D’s indtog (2009-)

I 2008 anerkendte CBF, at markedet manglede interesse for en mega-turnering med 64 hold, og præsenterede et omfattende reformudspil. Fra 2009 blev Série C fastlåst til 20 deltagere, mens den nyoprettede Série D åbnede et ekstra trin under hierarkiet. I samme periode blev strukturen løbende forfinet: 2011 bød på to kvartfinale-grupper, 2012 overgik man til to puljer af ti hold, og i 2020 genindførte man kvartfinale-grupper som afgørende fase. I 2022 tog man skridtet til ét enkelt grundspils-møde mod hver modstander, hvilket har øget kampantal fra 18 til 19 pr. hold og lagt flere prestigefyldte opgør på programmet.

Format og regulativer gennem tiderne

Deltagerantal og kvalifikation før 2009

Indtil 2008 kunne en professionel klub i princippet blot melde sig til, men da maksimum var sat til 64 hold, blev der udskrevet regionale kvalifikationer. Hver statslig fodboldføderation havde frihed til selv at afgøre kriterierne. Nogle lod placeringerne i delstatsligaen være adgangsbillet, andre afholdt deciderede playoff-turneringer.

Fire grupper à fem (2009-2011)

Efter reformen i 2009 deltes deltagere i fire geografisk afbalancerede grupper à fem hold. Efter dobbelt møde inden for puljen gik de to bedste videre til en knockout-runde om op- og nedrykning. I 2011 prøvede man i stedet to puljer à fire i finalerunden, hvor gruppevinderne mødtes om trofæet, mens både 1- og 2-pladser fik oprykning.

To grupper à ti (2012-2019)

Fra 2012 til 2019 bestod første fase af to landsdækkende puljer med ti hold hver, der mødtes ude og hjemme. De fire bedste fra hver gruppe avancerede til kvartfinaler, hvor vinderne sikrede oprykning. Nederst rykkede de to dårligste i hver pulje ned.

Quadrangulares genskabt (2020-)

2020-sæsonen genoptog idéen om to fireholdspuljer som anden fase. Gruppespillet skulle identificere de to finalister og de fire oprykkere. Fra 2022 afvikles første fase i enkeltturnus (19 kampe), hvilket har gjort kalenderen mere kompakt samtidig med, at det økonomiske pres på returkampe blev elimineret.

Format fra 2024 og hjemmekampe

Med virkning fra kalenderåret 2024 er fordelingen af hjemmebanekampe i første fase ikke længere fast 9-10 efter lodtrækning: Antallet bestemmes nu af klubbernes slutplacering i forrige sæsons Série B, C og D, således at bedre placerede hold opnår flere værtsroller. Målet er både sportslig belønning og øget billetsalg.

Adgangs- og nedrykningsmekanisme

Etableringen af et klart princip om fire op og fire ned er relativt ny. Før 2006 varierede reglerne, og CBF foretog jævnligt ”viradas de mesa” (bordvendinger), hvor administrative beslutninger ændrede de sportslige konsekvenser. Siden 2006 har modellen været stabil: De fire dårligste i Série B rykker ned, mens de fire bedst placerede i Série C går op. Samtidig rykker fire hold op fra Série D, mens de fire nederst i Série C må ned på fjerde niveau.

Når et hold rykker op i Série B, opnår det højere tv-indtægter, større eksponering og adgang til en længere sæson i dobbelt round-robin formatet. Omvendt betyder et fald til Série D ofte, at klubben på ny skal kvalificere sig via delstatslige turneringer eller særlige playoff-runder, hvilket kan få langvarige økonomiske følger.

Statistik og rekorder

Mest vindende klubber

• Vila Nova (GO) – 3 titler (1996, 2015, 2020)
• Atlético Goianiense (GO) – 2 titler (1990, 2008)
• Ituano (SP) – 2 titler (2003, 2021)
• 30 forskellige klubber fra 13 delstats­forbund har mindst én gang vundet Sér ie C.

Sydøstregionen dominerer den samlede medaljeoversigt, primært via São Paulo-klubber, som samlet har vundet ti ud af de hidtidige udgaver.

Titler efter delstat

Flest oprykninger og nedrykninger

Med fem oprykninger hver deler Vila Nova og ABC førstepladsen på succeslisten. ABC har derimod også fem nedrykninger – flest af alle – hvilket illustrerer den sportslige volatilitet, der kan kendetegne klubber i spændet mellem Serie B og Serie C.

Topscorere

• Túlio Maravilha – Rekord for flest mål i én sæson: 27 i 2007 for Vila Nova.
• Marciano – enestående ved at være topscorer to gange (2004 for Limoeiro, 2009 for Icasa).
• I alt 41 forskellige spillere har været topscorer i en Serie C-udgave.

CBF anerkender ikke officielle topscorere i 1988 og 1994, men uafhængige statistiksider krediterer hhv. Kel (9 mål) og Rogerinho (5 mål) som de førende i de år.

Største sejre

1. América-MG 9-0 Jataiense (2006)
2. Santa Inês 8-0 Tocantins-MA (2002)
3. Tupi 8-1 Avaí (1997)
4. Joinville 8-1 Mogi Mirim (2017)
5. Volta Redonda 8-1 Brusque (2020)

Tilskuertal

Nordøst­brasilianske klubber leverer de største menneskemasser. Rekorden blev sat i 1997, da 65.616 tilskuere fyldte Estádio Castelão i São Luís for at se Sampaio Corrêa sikre titlen mod Francana. Fortaleza har leveret tre efterfølgende rekorder med over 63.000 fremmødte fra 2014-2016. Bahia figurerer fem gange i top-10, alle i 2007 – herunder den tragiske kamp mod Vila Nova, hvor en tribunesektion kollapsede og forårsagede syv dødsfald.

TV- og mediedækning

Den første åbne tv-transmission fandt sted i 2003 på Rede Vida. På landsdækkende niveau blev TV Brasil pioner i 2010. Mellem 2013 og 2016 viste kanalen hele turneringen fra gruppespil til finale, men klubberne modtog ingen direkte rettighedsbetaling; gevinsten lå i eksponeringen.

Sportuniverset har siden været præget af et miks af regionale signaler (TV Tribuna, TV Diário m.fl.), kabelkanaler (SporTV i 1999 og 2012-2014 samt National Sports Channel 2003-2006) og streamingudbydere. Esporte Interativo sad på rettighederne 2015-2018, hvorefter CBF midlertidigt overtog produktionen via CBF TV. Siden 2019 har DAZN haft eksklusive digitale rettigheder og indgået partnerskaber med MyCujoo, NSports, TikTok, OneFootball og, fra 2022, DirecTV Go’s DSports-kanal. I 2023 kom det nye projekt Nosso Futebol, der kombinerer linær tv, pay-per-view og gratis YouTube-streaming som supplement.

Deltagelse, geografi og betydning

Set over hele historien – inklusive Copa João Havelange-modulerne – har 369 klubber deltaget mindst én gang. Confiança fra Sergipe topper med 22 deltagelser (ekskl. år 2000). Ser man alene på æraen med 20 hold (siden 2009) fører Botafogo-PB med 11 sæsoner.

Kun tre tidligere Serie A-mestre – Fluminense, Bahia og Guarani – er siden blevet henvist til tredje division. Yderligere 24 klubber, der har vundet Serie B mindst én gang, har prøvet kræfter med Série C. Turneringen fungerer dermed som både rugekasse for mindre klubber og ”omskoling” for traditionsklubber i modvind.

Vindende trænere

Blandt de mere end 40 trænere, der har løftet trofæet, er blot to blevet mestre to gange: Roberval Davino (1996 med Vila Nova, 2005 med Remo) og Márcio Fernandes (2015 og 2020 – begge med Vila Nova). Verdensmestertræneren fra 1994, Carlos Alberto Parreira, er det mest prominente navn; han stod i spidsen for Fluminense, da klubben vandt Série C i 1999. Også Zé Duarte, Givanildo Oliveira, Marcelo Veiga, Flávio Araújo og Gerson Gusmão har triumfer både i tredje og andre divisioner.

Konklusion

Campeonato Série C har udviklet sig fra et sporadisk eksperiment til en robust, årligt tilbagevendende turnering, der binder flere hundrede professionelle klubber sammen i et fælles, nationalt system. Turneringen afspejler Brasiliens enorme geografiske spændvidde og økonomiske ulighed, idet den konstant forsøger at balancere sportslig retfærdighed, kommerciel bæredygtighed og regionale hensyn.

Den løbende reformvilje – fra formatjusteringer til tv-partnerskaber – viser en opsathed på at gøre tredje division attraktiv for både fans, klubledere og sponsorer uden at tabe sine rødder i et mere folkeligt og regionalt betonet fodboldlandskab. Samtidig fungerer Série C som et afgørende filter mellem professionel breddefodbold og den fuldt kommercielle top, hvor udsving i sportslige resultater hurtigt bliver omsat til økonomiske konsekvenser.

Med 20 deltagende klubber, fire oprykningspladser, et klart defineret nedrykningssystem og stadig større mediedækning har turneringen fundet en relativt stabil form. Det er dog fortsat karakteristisk, at Série C rummer både storklubber på midlertidigt ophold og små byers hjerteklubber, som alle drømmer om at bryde barrieren til den lukrative Série B – og i sidste ende måske tage springet helt til toppen af brasiliansk fodbold.