Romário

Romário de Souza Faria, født 29. januar 1966 i Rio de Janeiro, er en brasiliansk tidligere professionel fodboldspiller, forretningsmand og politiker, der siden 2015 har repræsenteret delstaten Rio de Janeiro i det føderale senat. På grønsværen udfoldede han sig som notorisk målfarlig centro­forward, og han regnes, både i og uden for Brasilien, for en af historiens mest betydningsfulde afsluttere. Som angrebsspiller vandt han verdensmesterskabet i 1994, hvor han modtog FIFA’s Guld­bold som slut­rundens bedste spiller, og han har – ifølge FIFA’s officielle optælling – scoret 55 mål i 70 A-landskampe. I 2024 blev han valgt til præsident for den traditionsrige Rio-klub America-RJ og lod sig, 15 år efter karrierestoppet, gen­registrere som spiller for samme klub med den erklærede ambition at dele banen med sønnen Romarinho.

Tidlige år og ungdomskarriere

Romário voksede de første leveår op i favelaen Jacarezinho, inden familien slog sig ned i det nordøstlige Rio-kvarter Vila da Penha. Faderen, Edevair de Souza Faria, etablerede det lille hold Estrelinha, hvor sønnen fik sin første organiserede fodboldtræning – fortrinsvis på asfalt og i futsalsale, hvilket tidligt sleb hans berømte teknik på små områder.

I 1979 blev han opdaget af en talentspejder fra Olaria, og allerede samme år blev han topscorer i den cariocaske U-infantilmesterskabet. Talentet viste sig så markant, at Vasco da Gama hentede ham til klubbens ungdomsafdeling; her leverede han tre på hinanden følgende topscorertitler i Junior-campeonato carioca 1982-84 og bemandede angrebsduoen med Vasco-legenden Roberto Dinamite, inden han i 1985 fik sin officielle seniordebut.

Klubkarriere

Første periode i Vasco da Gama (1985-1988)

Den 6. februar 1985 kom Romário på banen i en 3-0-sejr over Coritiba i Campeonato Brasileiro. Sæsonen markerede ham straks som vice-topscorer i delstats­turneringen, og allerede i 1986 underskrev han sin første professionelle kontrakt. Han scorede begge mål i finalen i Taça Guanabara samme år, og selv i selskab med Dinamite endte den unge angriber som Carioca-mesterskabets topscorer – præstationer, der næsten indbragte ham en VM-billet til Mexico 1986. Årene 1987 og 1988 gav back-to-back delstats­mesterskaber, et spektakulært lob over Flamengo-målmand Zé Carlos og udtagelse til OL-truppen, hvor han blev turneringens topscorer med syv mål.

PSV Eindhoven (1988-1993)

Efter OL i Seoul solgte Vasco ham for seks millioner dollars til PSV Eindhoven – den dyreste brasilianske overgang til Europa på det tidspunkt. Kontrakten rummede hus, bil, tolke og reklamemuligheder, og den hollandske succes udeblev ikke: Romário nettede 165 gange i 167 kampe, tog tre Eredivisie-titler (1989, 1991, 1992), to KNVB-pokaler og en Supercup. Skader – især en ankel­skade op til VM 1990 – og en boheme­præget livsstil skabte løbende gnidninger, men Guus Hiddink og siden Bobby Robson tolererede ham, fordi han leverede mål på samlebånd.

FC Barcelona (1993-1995)

Johan Cruyff overtalte FC Barcelona til at betale fem millioner dollars, og Romário ankom som verdens bedst lønnede brasilianer. I debutsæsonen lavede han 30 ligamål i 33 kampe, indkasserede Pichichi-trofæet og hjalp ”Dream Team” til endnu et spansk mesterskab. Hattricket i 5-0-braget mod Real Madrid – kronet af den berømte cola de vaca-dribling på Miguel Ángel Nadal – står som et ikonisk øjeblik i El Clásico-historien. Forholdet til Cruyff kuldsejlede dog efter en karantænesag mod Sevilla og Romários insisteren på hyppige Brasilien-ture; i januar 1995 blev han solgt tilbage til hjemlandet.

Flamengo (1995-1996, 1997 og 1998-1999)

Flamengo, der fejrede 100-års-jubilæum, finansierede ”århundredets brasilianske transfer” via en sponsorkreds. Romário gjaldt som landets bedst betalte spiller, og i 1995 vandt han Taça Guanabara med hattrick mod Botafogo. Ambitionen om at skabe verdens stærkeste angreb – Romário, Sávio og indkøbte Edmundo – kulminerede dog ikke i nationale titler, og interne konflikter med træner Vanderlei Luxemburgo kendetegnede perioden. Han sikrede alligevel klubben et suverænt Carioca-mesterskab i 1996 og endnu en topscorertitel.

Valencia CF (1996 og 1997)

Et kort udenlandseventyr hos Valencia blev præget af stridigheder med trænerne Luis Aragonés og siden Claudio Ranieri. På trods af status som verdens højest lønnede spiller i 1996 udeblev gennembruddet i Spanien anden gang, og efter kun seks ligakampe i anden stint var ægteskabet definitivt forbi.

Tilbage til Flamengo og derefter Vasco (1997-2002)

Endnu et Flamengo-ophold gav Copa de los Campeones Mundiales (1997) og yderligere Carioca-guld i 1999, men det var tilbagevenden til Vasco i 1999, der gav karrierens måske mest produktive år. Sammen med Edmundo vandt han Copa Mercosul og det omstrukturerede Brasil­mesterskab Copa João Havelange i 2000, hvor hans hattrick i den legendariske 4-3-finale mod Palmeiras blev lagt på fodboldmytologiens hylder. I 2001 blev han ligaens topscorer og modtog magasinet Placar s Guld­bold.

Fluminense og Qatar (2002-2004)

I 2002 skiftede han til Fluminense, scorede to mål i debutkampen mod Cruzeiro og bar et lønførende kontrakt­setup med egen fysio og trænerstab. Et kort gæsteophold i Al-Sadd i Qatar gav ingen officielle mål, og han vendte tilbage til Rio, hvor han nåede sit 900. mål i 2004 mod Paysandu og fik opbygget en trup af stjernespillere, dog uden større titler.

USA, Australien og de sidste Vasco-år (2005-2007)

Efter endnu en Vasco-returnering blev ”Projekt 1000 mål” lanceret, og klubben omdannede træningskampe til officielle venskabsmøder. I 2006 drog han til Miami FC i USL og senere til Adelaide United i A-League, inden han i 2007 scorede sit bestridte, men fejrede, mål nummer 1000 – et straffespark i São Januário mod Sport Recife. Kort efter blev han hyldet med statue ved baglinjen, modtog Golden Foot-prisen i Monaco og fungerede kortvarigt som spiller-træner.

America-RJ og 2024-comebacket

Romário indfriede i 2009 et løfte til sin afdøde far ved at trække i America-trøjen i Série B do Carioca og sikre oprykning ved at slå Artsul. I 2024 overtog han præsidentposten i klubben og meldte sig selv spilleberettiget som 58-årig; planen var få, udvalgte kampe sammen med sønnen, med lønnen doneret til klubkassen. Indtil videre er indsatsen begrænset til bænktjanser og et gult kort for protester.

Landsholdskarriere

Fra ungdomslandshold til VM 1990

Allerede i 1985 toppede han det sydamerikanske U-20-mesters mål­liste, men blev droppet til ungdoms-VM for manglende fokus. Debuten på A-landsholdet fulgte i 1987, og OL 1988 i Seoul gjorde ham internationalt kendt med syv mål og en sølvmedalje. Copa América 1989 blev nationalt gennembrud: hans sejrsmål mod Uruguay i Maracanã sikrede Brasiliens første kontinentale titel i 40 år. En ankelskade begrænsede hans VM-90 til 66 minutter mod Skotland.

Vejen til og triumfen ved VM 1994

Et halvt år før VM-kvalifikationens sidste kamp var han udeladt af landsholdet efter kritik af Carlos Alberto Parreira. Brasilien var presset, men Parreira genkaldte ham til skæbneopgøret mod Uruguay, hvor Romário kvitterede med begge mål i 2-0-sejren og sikrede VM-billetten. I USA-slutrunden bar han et pragmatisk brasiliansk hold: mål mod Rusland, Cameroun, Sverige (to gange) og Holland plus oplæg til Bebetos 1-0-mål mod værtsnationen. I semifinalen fløj han mellem svenske forsvarere og headede Brasilien i finalen, hvor han omsatte sit straffespark i shootout-sejren over Italien. Guld­bold, Verdens­spiller-titlen og pladsen i fodboldhistorien var sikret.

Ro-Ro-duoen og senere års landshold

Efter en pause vendte han i 1997 tilbage og dannede den frygtede Ro-Ro-aksel med Ronaldo. Sammen scorede de 34 lands­mål i kalenderåret – heraf 19 til Romário – og vandt både Copa América og Confederations Cup, hvor de i finalen mod Australien hver lavede hattrick.

Fraværet i 1998 og enden i 2005

En lårskade kostede ham VM-deltagelsen i 1998, hvilket han offentligt begræd med tårer. I 2002 nægtede Luiz Felipe Scolari at udtage ham efter et afbud til Copa América året før, til trods for præsidentiel støtte. Den 27. april 2005 fik han sin formelle afskedskamp: anførerbind, mål mod Guatemala og tårer da han forlod banen til stående ovationer. Medregnes U-, OL- og jubilæums­kampe står han noteret for 85 brasilianske mål; FIFA registrerer 55 af dem som officielle A-landsholdstræffere.

Spillestil og eftermæle

Med kaldenavnet Baixinho – ”den lille” – udnyttede Romário sit lave tyngdepunkt til lynhurtige retningsskift, eksplosiv acceleration på få meter og eminent balance i tætpakkede straffesparksfelter. Han perfektionerede tå-poken som finish, beherskede chip og yderside, og læste konstant forsvarernes bevægelser, så han med diskrete snitløb dukkede op, hvor bolden faldt. Cruyff kaldte ham ”et geni i feltet”, mens Paolo Maldini har betegnet ham som ”dødelig”. Kritikere pegede på ringe træningsiver og natteliv, men selv hævdede han, at glæden ved livet var en forudsætning for målene.

Statistikker, rekorder og kontroverser

Romário fører ifølge flere brasilianske kilder listen over flest topscorertitler med 31 i alt – 27 af dem i officielle turneringer. Han er fjerdemest scorende på det brasilianske A-landshold, har 155 ligamål i brasiliansk Série A og rangerer ifølge IFFHS blandt verdens mest scorende i nationale ligaer. Spørgsmålet om hans ”mål nummer 1000” deler fortsat vandene: han selv medregner ungdoms-, trænings- og showkampe og når over tusind, mens FIFA anerkender 929 og magasinet Placar 925.

Trænergerning og lederroller

I 2007-08 virkede han kort som spiller-træner i Vasco, men stoppede efter intern uenighed om spiller­udtagelser. I 2024 tiltrådte han som præsident for America-RJ med ambitionen om at føre klubben tilbage til Cariocas højeste række og styrke økonomien gennem sin egen brandværdi.

Politisk karriere

Tilskyndet af et ønske om at bekæmpe korruption i sport og samfund trådte Romário i 2010 ind i Deputeret-kammeret for PSB og blev formand for Turisme- og Sportsudvalget. I 2014 indtog han som partiets frontfigur en suveræn senats­plads med knap 4,7 millioner stemmer – det højeste antal i delstatens historie. Undervejs skiftede han til Podemos (2017) og senere til Partido Liberal (2021). Han var kandidat til guvernørposten i Rio ved valget i 2018 og har markeret sig med lovinitiativer om sjældne sygdomme samt kritik af både FIFA-toppen og Brasiliens VM-organisation.

Privatliv

Romário har seks børn med fire kvinder og har været gift tre gange. Fødsel af datteren Ivy med Downs syndrom i 2005 engagerede ham dybt i handicap-sagen, som han siden har båret ind i politikken. Finansielt har han både drevet og lukket natklubben Café do Gol, været igennem retsopgør om underholds­bidrag og haft offentlige stridigheder med fodboldkolleger som Pelé, Zico, Zagallo og Luxemburgo. I 2016 gennemgik han en gastrisk operation for at håndtere diabetes.

Udvalgte titler og hædersbevisninger

Listen over Romários trofæer spænder fra VM-pokalen 1994 til nationale mesterskaber i Brasilien, Spanien og Holland samt Sydamerikas Copa Mercosul. Personligt vandt han FIFA World Player of the Year 1994, Guld­bolden ved VM, to sydamerikanske og talrige liga-topscorerpriser, ligesom han i 2007 blev præmieret med Golden Foot for sin livslange betydning for fodbolden.

Romário forener således sjælden målnæse, karismatisk personlighed og politisk drivkraft, og han forbliver en skikkelse, der splitter meninger, men uomtvisteligt har præget både fodboldbaner og folkestyre med et aftryk, der kan spores fra nederste futsal­gulv i Vila da Penha til senatorens talerstol i Brasília.