Roberto Baggio

Roberto Baggio, født 18. februar 1967 i Caldogno i Veneto-regionen, regnes blandt de mest elegante og fantasifulde fodboldspillere gennem tiderne. Den italienske offensivspiller, der oftest optrådte som dybdeliggende angriber eller klassisk “trequartista”, fortryllede tilskuere over hele verden med sin præcise teknik, sin forudseende spilintelligens, sine bøjede frispark og sin evne til både at skabe og afslutte målchancer. Med 205 ligamål er han fortsat blandt Serie A-historiens mest scorende profiler, og hans ni VM-mål – fordelt på tre slutrunder – giver ham en delt italiensk rekord. Tilnavnet Il Divin Codino – “den guddommelige hestehale” – dækker således både over en karakteristisk frisure og et næsten mytisk ry som fodboldkunstner.

Tidlige år og ungdomskarriere

Bag om den senere verdensstjerne gemmer sig en barndom fyldt med tusindvis af timer med en bold i familiens have i Caldogno, hvor Roberto som sjette af otte søskende faldt for spillet allerede før skolealderen. Allerede som niårig imponerede han i den lokale klub Caldogno, og som 11-årig stod han noteret for 45 mål og 20 assists i blot 26 kampe – præstationer, der hurtigt trak talentspejdere til.

Vicenza betalte 500.000 lire for at hente den 13-årige angriber til klubbens ungdomssektor. Her fortsatte målhungeren: 110 scoringer i 120 ungdomskampe førte til debut på førsteholdet som 15-årig den 5. juni 1983. I sæsonen 1984-85 leverede han 12 ligamål og spillede en nøglerolle i klubbens oprykning fra Serie C1 til Serie B. Netop som Fiorentina havde sikret sig hans underskrift for en rekordstor sum, pådrog han sig dog et alvorligt knæbrud – første kapitel i en lang historie om skader, der fulgte ham gennem hele karrieren.

Fiorentina – lidelse og gennembrud

I sommeren 1985 skiftede han til Firenze, og selv om to års genoptræning udskød debuten, voksede et stærkt følelsesmæssigt bånd mellem byen, klubben og spilleren. Han vendte tilbage på banen i januar 1987 og scorede sit første Serie A-mål i maj samme år mod Maradonas Napoli – et frisparksmål, der sikrede Fiorentinas overlevelse.

I de følgende sæsoner, særligt 1988-89 og 1989-90, udviklede Baggio sig til Serie A’s førende kreative kraft. Han dannede angrebsduoen “B2” med Stefano Borgonovo, leverede 15 ligamål i 1988-89 og sluttede 1989-90-sæsonen som ligaens næstmest scorende med 17 fuldtræffere. Fiorentina nåede UEFA-cupfinalen 1990, men nederlaget til Juventus blev optakten til et kontroversielt klubskifte, der udløste voldsomme fanprotester i Firenze.

Juventus – de store titler og Ballon d’Or

Overgangen til Torino i sommeren 1990 satte ny verdensrekord med en transfersum på cirka 25 milliarder lire. Trods en turbulent start blev Baggio hurtigt omdrejningspunktet i offensiven. I alt noterede han sig for 115 mål i 200 officielle Juve-kampe, heraf 78 i Serie A.

Højdepunkterne kom i begyndelsen af 1990’erne: i 1992-93 førte han klubben til UEFA-cuptriumf med to mål i finalen mod Borussia Dortmund, og samme år hentede han de to fornemste individuelle hædersbevisninger, Ballon d’Or og FIFA World Player. I 1994-95 rundede han oplevelsen af et komplet trofæskab med scudetto og Coppa Italia, men knæskader samt Alessandro Del Pieros gennembrud betød, at Juventus valgte at satse på en yngre profil.

AC Milan og Bologna – en ny rolle og et personligt målrekord

I 1995 drog Baggio til Milan, hvor han i første sæson sikrede sig sit andet lige efter hinanden vundne italienske mesterskab. Han placerede sig hyppigt bag George Weah og Dejan Savićević og leverede flest assists i ligaen (12). Efter trænerskifte og manglende spilletid fortsatte han i 1997 til Bologna, der gav ham friheden centralt i banen. Her kvitterede han med karrierens bedste ligasæson: 22 mål og ni assists samt en ottendeplads, der kvalificerede klubben til Intertoto-turneringen.

Inter – drømmen, skaderne og den dramatiske play-off

Barndomsdrømmen om Inter gik i opfyldelse i 1998, men hyppige trænerskift og fysisk modgang begrænsede indsatsen. Alligevel skrev han sig ind i klubbens historiebog med to mål i Champions League-opgøret mod Real Madrid samt en ikonisk dobbelt­scoring i kvalifikationskampen til Champions League mod Parma i maj 2000 – en præstation, der sikrede Inter adgang til turneringen, men ikke reddede hans egen kontrakt under Marcello Lippi.

Brescia – senkarrierens triumf

Som 33-årig valgte Baggio at forlade rampelyset i de største klubber for at give sig selv chancen for fast spilletid – og måske et sidste VM – hos oprykkerne Brescia. Under Carlo Mazzone byggede holdet spillet op om hans kreativitet. Han kvitterede med 46 Serie A-mål og et tocifret antal assists over fire sæsoner, holdt klubben oppe hvert år og blev samtidig den første spiller i over tre årtier til at passere 200 ligamål i Italiens øverste række.

Et voldsomt ledbåndsbrud i januar 2002 truede chancen for VM 2002, men efter blot 76 dages genoptræning scorede han to mål mod Fiorentina. Trods massiv folkelig opbakning og ni ligamål den sæson valgte landstræner Giovanni Trapattoni at lade ham blive hjemme. Baggio fortsatte derfor i Serie A indtil 16. maj 2004, hvor 80.000 tilhængere i San Siro rejste sig for at hylde ham i hans sidste kamp. Brescia trak efterfølgende trøje nummer 10 tilbage som en evig ære til klubbens største spiller.

Landsholdskarriere

Debut og VM 1990

Baggio debuterede for Italien i november 1988 og krydrede allerede sin første VM-slutrunde på hjemmebane i 1990 med to mål – det ene et sololøb mod Tjekkoslovakiet, som FIFA senere placerede blandt historiens bedste VM-scoringer. Italien sluttede som nummer tre, og Baggio forlod turneringen som en ny national helt.

Den magiske sommer 1994

VM 1994 blev kulminationen på hans internationale karriere. En langsom gruppestart blev afløst af tre kampafgørende præstationer i knockout-fasen: to mål mod Nigeria, sejrsmålet mod Spanien og begge italienske mål mod Bulgarien i semifinalen. I finalen mod Brasilien spillede han med en lyskenskade og manglede den sidste energi, da hans straffespark gik over mål i den afgørende straffesparkskonkurrence. Selvom episoden klæber til hans eftermæle, modtog han turneringens Sølvbold som næstbedste spiller.

Frankrig 1998 og farvel til azzurr​i

Takket være rekordsæsonen i Bologna kom han med til VM 1998, hvor han blev den første italiener til at score i tre forskellige slutrunder. Han delte spilletid med Alessandro Del Piero og nettede mod både Chile og Østrig, men i kvartfinalen røg Italien ud til værtsnationen efter straffespark – Baggio omsatte dog sikkert sin egen scoring.

Efter 56 landskampe og 27 mål fik han den 28. april 2004 en officiel afsked i en venskabskamp mod Spanien, hvor han bar trøje nummer 10 og anførerbindet for sidste gang.

Spil­stil og kendetegn

På banen var Baggio først og fremmest en fantasifuld kreatør, der kombinerede lavt tyngdepunkt, forbløffende boldkontrol og et næsten forudseende blik for rum med en klinisk afslutningsevne. Han opererede gerne frit bag angriberne, men kunne også falde ned i midtbanen eller drive bredt ud mod kanterne for at trække modstandere ud af position.

Hans frispark var legendariske, og fra 11-meter­pletten scorede han 108 af 127 forsøg – den højeste samlede straffesparksscore i italiensk fodbold. Trods periodiske skader beholdt han en imponerende acceleration på kort distance og kunne med ét træk eller en kropsfinte sætte en hel kæde af.

Statistik og milepæle

• 205 mål i Serie A – syvendepladsen på alle tiders liste.
• 318 officielle seniormål i alle turneringer, heraf 46 for Brescia og 115 for Juventus.
• Ni VM-mål – delt italiensk rekord sammen med Paolo Rossi og Christian Vieri.
• Eneste italiener med scoringer ved tre forskellige verdensmesterskaber (1990, 1994, 1998).
• 108 succesfulde straffespark – italiensk rekord.

Efter den aktive karriere

Efter sit farvel til banen i 2004 takkede Baggio nej til flere lukrative tilbud fra bl.a. Boca Juniors og australsk fodbold og valgte i stedet en tilværelse væk fra rampelyset. Han har engageret sig i velgørenhed, blev goodwill-ambassadør for FN’s fødevareorganisation FAO i 2002 og modtog i 2010 Man of Peace-prisen for sit sociale arbejde. I 2010 trådte han ind i det italienske fodboldforbunds tekniske komité, som han forlod i 2013 efter uenighed om ungdomsudviklingens retning. Han gennemførte siden både UEFA A- og Pro-trænerlicens – mest for egen faglighed end med tanke på en trænerkarriere.

Privatliv

Roberto Baggio voksede op i en katolsk familie, men konverterede i begyndelsen af sin seniorsæson i Fiorentina til Nichiren-buddhismen, som han har praktiseret dagligt siden. Ethvert anførerbind, han bar, var prydet med bevægelsens farver og motto. I 1989 giftede han sig med barndomskæresten Andreina; parret har tre børn og bor fortsat i Veneto, hvor han nyder jagt og landliv, men også driver socialt arbejde gennem flere fonde.

Eftermæle

Baggio er optaget i både FIFA 100 og den italienske Hall of Fame, han vandt Ballon d’Or og FIFA World Player i 1993, Golden Foot i 2003 og er i talrige afstemninger placeret som en af sportens største kunstnere. Serie A-klubbernes fans husker især hans fairplay, mens mange stiller spørgsmålet, hvor højt han kunne være nået uden de tilbagevendende skader. Uanset svaret er Il Divin Codino fortsat synonym med fantasi, æstetik og respekt – både på og uden for banen.