Bruno Alves

Bruno Eduardo Regufe Alves, født 27. november 1981 i kystbyen Póvoa de Varzim nord for Porto, har i mere end to årtier sat et markant præg på europæisk topfodbold som fysisk stærk og hovedspilsstærk midterforsvarer, og efter en lang karriere på både klub- og landshold overtog han i 2022 rollen som sportsdirektør i den græske traditionsklub AEK Athen. Han huskes især for sine ni trofæer med FC Porto, mesterskabssejre i Rusland og Tyrkiet, en central rolle på det portugisiske landshold ved tre VM-slutrunder og tre EM-slutrunder samt for at løfte EM-pokalen på Stade de France i 2016.

Tidlige år og familie

Bruno Alves voksede op i Caxinas-kvarteret i nabobyen Vila do Conde, et område præget af fiskeri og stærke sportslige traditioner, hvor også de senere landsholdskammerater Hélder Postiga og Fábio Coentrão tog deres første fodboldskridt. Fodbold var en naturlig del af hverdagen; faderen, Washington Geraldo Dias Alves, havde selv været professionel angriber i Portugal, og de to brødre Geraldo og Júlio valgte ligeledes fodboldvejen – den ældste som midterforsvarer og den yngste som midtbaneprofil. Med sådan et miljø omkring sig var det forventeligt, at Bruno allerede som dreng spillede for den lokale klub Varzim SC, inden FC Portos talentjægere hentede ham til Dragão-klubbens ungdomsafdeling som 17-årig.

Klubkarriere

FC Porto

Efter ungdomsårene fulgte tre sammenhængende lejeophold – to i den portugisiske liga og ét i Grækenland hos AEK Athen – før Bruno Alves i sæsonen 2005-06 blev kaldt tilbage til Porto og forlængede sin kontrakt til 2010. Han startede sæsonen som en af flere kandidater til en plads i midterforsvaret, og indstillingen kostede ham tidligt en udvisning, da han i oktober 2005 blev præsenteret for det røde kort for et hovedstød mod Benfica-angriberen Nuno Gomes. Trods den uheldige episode endte Porto som mestre, men det var først med trænerskiftet til Jesualdo Ferreira i sommeren 2006, at hans karriere for alvor tog fart.

Ferreira satsede på et makkerpar bestående af Bruno Alves og brasilianeren Pepe, og duoen dannede et kompakt bolværk i fire sæsoner, hvor Porto sikrede sig fire ligatitler på stribe. I Champions League-kvartfinalen på Old Trafford i april 2009 kostede en tidlig fejl et udlignende mål af Wayne Rooney, og Porto røg siden ud, men blot en måned senere headede Alves sejrs- og mesterskabsmålet ind mod Nacional, og han blev samme år kåret til årets spiller i Primeira Liga. I alt nåede han 171 officielle kampe og ni titler med de blå-hvide.

Zenit Sankt Petersborg

I august 2010 skiftede han som 28-årig til Zenit Sankt Petersborg for 22 millioner euro, hvor træner Luciano Spalletti fremhævede både hans luftstyrke, rutine og stærke karakter som nøgleelementer. Debuten faldt to uger senere i en uafgjort kamp mod Dynamo Moskva, og allerede i september scorede han sit første mål – passende nok mod tidligere lejeklub AEK Athen i Europa League. I første sæson bidrog han til det russiske mesterskab, og året efter hjalp han holdet til at genvinde titlen samt føje den russiske Supercup til medaljesamlingen.

Fenerbahçe

Den 5. juni 2013 fortsatte karrieren i Istanbul, hvor han skrev under på en treårig kontrakt med Fenerbahçe og tjente 2,5 millioner euro om året. Han debuterede mod Red Bull Salzburg i Champions League-kvalifikationen og nettede sit første ligamål i en 5-2-sejr over Sivasspor. Allerede første sæson endte med tyrkisk mesterskab, og i august 2014 var han med til at sikre Supercuppen efter straffesparksafgørelse mod Galatasaray. Perioden rummede også disciplinære bump – rødt kort mod Galatasaray i oktober 2014 og endnu en udvisning mod İstanbul Başakşehir i maj 2015 – men hans betydning i luftrummet og som organisator i bagkæden var uomtvistelig.

Cagliari

I juni 2016 skrev Bruno Alves en toårig aftale med oprykkerne Cagliari Calcio i Serie A. Han åbnede sæsonen med en 5-1-sejr i Coppa Italia mod SPAL og scorede senere på et kraftfuldt frispark mod Bologna. Med 36 ligakampe ud af 38 demonstrerede han både holdbarhed og erfaring i det italienske midterforsvar.

Rangers

Skotsk fodbold blev næste stop, da han i maj 2017 underskrev en kontrakt med Rangers FC. Han fandt hurtigt vej til nettet i en 6-0-sejr over Dunfermline Athletic i den skotske ligacup, men opholdet blev kortere end planlagt; efter en omdiskuteret semifinale mod Motherwell og en efterfølgende karantæne valgte parterne at ophæve aftalen i juli 2018.

Parma

Samme sommer returnerede han til Italien, denne gang som lederfigur for nyoprykkede Parma Calcio. Han blev udnævnt til anfører ved ankomsten og debuterede i en 2-2-kamp mod Udinese. Klubben belønnede hans stabilitet med kontraktforlængelser frem til juni 2021, og han forlod først Parma efter nedrykningen til Serie B i foråret 2021.

Senere klubber og karrierestop

Et kortvarigt ophold hos Famalicão i juli 2021 blev aldrig til en officiel kamp, da han opsagde aftalen få uger senere. I september hentede græske Apollon Smyrnis ham på en etårig kontrakt, hvilket betød et gensyn med Athen 16 år efter lejeperioden i AEK. I juni 2022 valgte han at indstille den aktive karriere og indtrådte umiddelbart efter som sportsdirektør i netop AEK Athen.

Landskampe

Allerede i 2004 repræsenterede Bruno Alves Portugal ved OL i Athen, men den definitive debut på A-landsholdet kom i juni 2007 i en venskabskamp mod Kuwait. Ved EM 2008 var han reserve, men siden blev han fast mand, og i VM-kvalifikationen 2010 headede han på overtid sejrs-målet ind mod Albanien og scorede igen i play-off-kampen mod Bosnien-Hercegovina, hvilket banede vejen til slutrunden i Sydafrika, hvor han spillede alle minutter frem til ottendedelsfinalen.

Ved EM 2012 dannede han endnu engang makkerpar med Pepe og deltog i samtlige kampe, indtil Portugal efter 0-0 måtte se sig slået af Spanien i straffesparkskonkurrence, hvor Alves selv misbrugte et forsøg. Frem mod VM 2014 cementerede han sin position som lederfigur og rundede sit tiende landsholdsmål med en sen scoring mod Mexico kort før slutrunden i Brasilien, hvor han spillede samtlige tre gruppekampe.

EM 2016 blev et karrieremæssigt højdepunkt. En træfsikker taktik gjorde, at han først kom i aktion i semifinalen mod Wales, da Pepe måtte melde fra med en skade, men med 90 koncentrerede minutter og en advarsel bidrog han til den 2-0-sejr, der sendte Portugal i finalen og siden til landets første EM-triumf. Året efter var han igen udtaget, denne gang til Confederations Cup, hvor han deltog i fire kampe og sikrede bronzemedaljer. I sommeren 2018 var han med i truppen til VM i Rusland, dog uden spilletid, og sluttede sin landsholdstid med i alt 96 optrædener.

Spillestil og egenskaber

Bruno Alves’ spil var kendetegnet ved en kompromisløs fysisk tilgang, timing i luftduellerne og et stærkt lederskab i bagkæden. Trænere fremhævede hans evne til at dominere i feltet, organisere holdkammerater og holde defensiv linje, mens modstanderne ofte erfarede, at hans hovedstød både offensivt og defensivt kunne afgøre kampe. Temperamentet gav lejlighedsvis røde kort, men samme intensitet gjorde ham til en central figur i omklædningsrummet.

Meritter

Klubtitler

• FC Porto: 4 x Primeira Liga (2005-06, 2006-07, 2007-08, 2008-09), 3 x Taça de Portugal (2005-06, 2008-09, 2009-10), 2 x portugisisk Supercup (2006, 2009)
• Zenit Sankt Petersborg: 2 x Russisk Premier League (2010, 2011-12), 1 x Russisk Supercup (2011)
• Fenerbahçe: 1 x Süper Lig (2013-14), 1 x Tyrkisk Supercup (2014)

Landskampe

• Portugal U21: Toulon-turneringen 2001
• Portugal: Europamesterskab 2016, Bronze ved FIFA Confederations Cup 2017

Individuelle hædersbevisninger

• Årets spiller i Primeira Liga 2009
• Kommandør af Portugals Fortjenstorden

Eftermæle

Bruno Alves efterlod sig et ry som en af Portugals mest solide forsvarsspillere i årtierne omkring årtusindskiftet, og med næsten hundrede landskampe, titler i flere lande og en central rolle i et historisk EM-guld er han blevet et referencepunkt for unge portugisiske midterforsvarere. Overgangen til en ledende funktion uden for banen i AEK Athen markerer det næste kapitel, hvor erfaringen fra Porto, Sankt Petersborg, Istanbul, Cagliari, Glasgow, Parma og landskampene kan komme nye generationer til gode.