Internacional

Sport Club Internacional fra Porto Alegre er en af de mest traditionsrige, vindende og folkeligt forankrede fodboldinstitutioner i Brasilien. Klubben har siden stiftelsen i 1909 manifesteret sig som et symbol på inklusion, modernitet og sportslig dominans – regionalt, nationalt og internationalt. Farverne rød og hvid er blevet til et stærkt brand, og de passionerede tilhængere – de såkaldte Colorados – har gennem årtier skabt en atmosfære, der kendes langt ud over grænserne til delstaten Rio Grande do Sul.

Igennem mere end et århundrede har Internacional haft markante epoker: fra de revolutionerende år med “Rolo Compressor” i 1940’erne over den gyldne 1970’er-generation, der sikrede tre brasilianske mesterskaber – det sidste uden et eneste nederlag – til de moderne triumfer med Copa Libertadores og FIFA Club World Cup i 2006 samt endnu en Libertadores-titel i 2010. Klubben har også oplevet nedture, mest markant den historiske nedrykning i 2016, men evnen til at rejse sig igen er en central del af fortællingen.

I det følgende præsenteres en omfattende leksikonartikel, der går i dybden med alle væsentlige aspekter af Internacional: historien, stadionerne, finansieringen, rivaliseringerne, symbolerne, den organisatoriske kultur, de vigtigste sportslige meritter og meget mere. Artiklen er struktureret med hoved- og underafsnit, tabeller og lister for at give et detaljeret, nuanceret og let tilgængeligt overblik.

Historisk udvikling

Stiftelsen og de første år (1909-1919)

Internacional blev officielt etableret den 4. april 1909 i Porto Alegre af brødrene Henrique, José og Luiz Poppe, der var flyttet fra São Paulo og ønskede en klub uden racemæssige, religiøse eller økonomiske barrierer. Navnet “Internacional” blev valgt som et programerklæring: alle, uanset baggrund, skulle kunne spille fodbold sammen.

Allerede samme år spillede klubben sin første kamp – et smertefuldt 0-10-nederlag til byens ældre magtfaktor, Grêmio. Men udviklingen gik hurtigt: i 1913 vandt Inter sit første bymesterskab, og året efter fulgte en gentagelse. I 1915 besejrede de rivalerne for første gang (4-1), og i 1916 kom en historisk 6-1-sejr, hvor angriberen Chico Vares scorede alle seks mål – en rekord, der stadig står.

Konsolidering og første store stadion (1920’erne-1930’erne)

Trods økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1920’erne sikrede klubben sit første statsmesterskab (Campeonato Gaúcho) i 1927. Beslutningen om at åbne helt for spillere af afrikansk oprindelse blev en konkurrencefordel, da andre klubber fortsat afviste sorte spillere. I 1931 blev Estádio dos Eucaliptos indviet, opført med stor hjælp fra fansene – det første rigtige hjemmebaneprojekt i klubbens historie.

Samme år besejrede Inter Uruguays regerende verdensmestre med 4-2 i en venskabskamp, et resultat der cementerede klubbens spirende status uden for Brasilien.

“Rolo Compressor” – dampvalsen (1940’erne)

1940’erne regnes som den første æra af egentlig dominans. Holdet blev kaldt “Rolo Compressor” for sin evne til at ”rulle” modstanderne ud af banen. Fra 1940 til 1948 erobrede Inter ni statsmesterskaber, og højdepunkter som Bodinho, Tesourinha, Carlitos, Abigail og målvogteren Ivo Winck blev regionale (og i enkelte tilfælde nationale) ikoner.

De sportslige resultater blev fulgt af landsholdsudtagelser: Tesourinha var en nøglespiller i Brasiliens sydamerikanske mesterskab i 1949, mens Nena og Adãozinho deltog i VM 1950, hvor to slutrundekampe blev spillet på Eucaliptos.

Rolinho og fortsat styrke (1950’erne)

Efterkrigstidens fortsatte offensivstil gav en ny kaldenavn, “Rolinho” – den lille dampvalse. Inter vandt fem statsmesterskaber i årtiet og ydmygede Grêmio 6-2 ved indvielsen af rivalernes nye stadion, Estádio Olímpico, i 1954. Klubbens spillere udgjorde hovedparten af Brasiliens guldhold ved de Panamerikanske Lege 1956.

Bygningen af Beira-Rio (1960’erne)

Behovet for en større arena affødte projektet Beira-Rio (“Riverside”), anlagt på opfyldt land ved Guaíba-floden. Fansene leverede mursten, cement og stål, og stadionet blev indviet 6. april 1969 med en 2-1-sejr over portugisiske Benfica. Samme år indledte Inter en stribe på otte sammenhængende titler i Campeonato Gaúcho (1969-1976).

På nationalt plan tegnede klubben sig for to vice­mesterskaber i Torneio Roberto Gomes Pedrosa 1967-1968 – en forløber til det moderne brasilianske mesterskab.

Den gyldne æra – brasilianske mestre 1975, 1976 og 1979

Rubens Minelli overtog trænerposten i 1974 og indførte moderne taktiske principper. Med stjerner som Falcão, Valdomiro, Figueroa, Manga og Carpegiani vandt Inter det første brasilianske mesterskab i 1975. Finalen mod Cruzeiro blev afgjort af Figueroas ikoniske “lysstråle”-hovedstød.

Året efter gentog klubben bedriften med en 2-0-finalesejr over Corinthians. I 1979 kom den mest imponerende titel: Inter blev brasiliansk mester uden at tabe én eneste kamp – en unik præstation i Série A’s historie.

1980’erne – finaler, nærved og næsten

Inter nåede sin første Copa Libertadores-finale i 1980, men tabte samlet 0-1 til uruguayanske Nacional. 1984 bød på en klubrekord på 39 kampe uden nederlag, og samme år udgjorde Inter-spillere næsten hele det brasilianske OL-hold, kendt som “Sele-Inter”. På nationalt plan endte klubben som nummer to i 1987 og 1988, sidstnævnte efter den legendariske “Grenal do Século” mod Grêmio.

1990’erne – Copa do Brasil og år med modgang

Den vigtigste triumf var Copa do Brasil 1992, sikret på et sent straffespark af Célio Silva mod Fluminense. Resten af årtiet blev præget af økonomiske problemer, statstitler og overlevelseskampe i Série A – kulminerende med en dramatisk kamp mod Palmeiras i 1999, hvor et mål af Dunga reddede Inter fra nedrykning.

Genfødsel og moderne storhed (2000-2015)

Under præsident Fernando Carvalho blev klubben fornyet organisatorisk; medlems­tallet steg fra 7.000 til 45.000, ungdomsarbejdet prioriteret, og kontraktstrategien moderniseret. Resultaterne kom gradvist: fem statstitler på stribe (2001-2005) og et smalt tabt nationalt mesterskab i 2005.

Copa Libertadores og verdensmesterskab 2006

Året 2006 er det mest glorværdige i klubbens historie. Inter vandt Libertadores efter finalesejr over São Paulo og triumferede derefter i FIFA Club World Cup med 1-0 mod Barcelona – matchvinder var indskiftede Adriano Gabiru.

Internationale pokaler 2007-2010

I 2007 fulgte Recopa Sudamericana efter sejr over mexicanske Pachuca. I 2008 blev Inter som første brasilianske klub mester i Copa Sudamericana, og året efter vandt klubben den japanske Suruga Bank Cup.

I 2010 gentog Colorados Libertadores-bedriften ved at besejre mexicanske Guadalajara i finalen (5-3 samlet). Dermed blev Inter den mest vindende klub i delstaten på internationalt plan.

Nedtur, nedrykning og genopbygning (2016-nutid)

Trods endnu en statstitel i 2016 endte sæsonen katastrofalt; trænerskift og en 14 kampe lang sejrsløs stime førte til klubbens første nedrykning til Série B. I 2017 påbegyndtes en omfattende økonomisk sanering under ny præsident Marcelo Medeiros. Holdet vendte tilbage til eliten som nummer to i Série B samme år og opnåede en overraskende tredjeplads i Série A 2018.

Stadioner og faciliteter

Estádio dos Eucaliptos (1931-1969)

Kapacitet: oprindeligt ca. 20.000 tilskuere. Stadionet husede to VM-kampe i 1950 og var scenen for de fleste “Rolo Compressor”-triumfer. Det bruges i dag ikke til elitefodbold.

Estádio Beira-Rio

Beira-Rio er opført på opfyldt land og blev finansieret i høj grad gennem fan-donationer af byggematerialer. Ved moderniseringen frem til VM 2014 blev hele stadionområdet opgraderet, mens selve konstruktionen og den historiske sjæl blev bevaret.

Identitet og symboler

Klubfarver og logo

Rød og hvid blev valgt efter en lokal karnevalsafstemning i 1910’erne. Det nuværende emblem består af de sammenflettede initialer SCI. Gennem historien er stjerner blevet tilføjet for at markere triumfer:

• Tre små stjerner: Serie A-titlerne 1975, 1976, 1979
• En større stjerne: Copa do Brasil 1992
• Diamantstjerne: FIFA Club World Cup 2006

Flaget

Består af to retvinklede trekanter, rød ved stangen og hvid yderst. I øverste venstre hjørne ses crestet og årstallet 1909. Et 110 m² stort flag vajer på en 55 meter høj mast ved Beira-Rio.

Mascot – Saci

Siden 1950’erne har den énbenede, drillende mytologiske figur Saci repræsenteret Inter. Figuren symboliserer legesyge og snuhed – egenskaber Colorados forbinder med deres hold.

Hymnen “Celeiro de Ases”

Komponeret i 1956 af Nélson Silva efter et nederlag til Aimoré. Sangen blev siden officiel klubhymne og er en hyldest til rollen som “stjernefabrik”.

Administration, økonomi og medlemstal

ISO 9001-certificering

Inter modtog som første og hidtil eneste brasilianske fodboldklub ISO 9001-certifikat (8. december 2008) – et kvalitetsstempel for alle organisatoriske processer: fanservice, miljøhåndtering på stadion, medarbejder­uddannelse m.m.

Økonomiske nøgletal (ca. 2008-2009)

• Budget: ca. US$ 91,7 mio. (kun São Paulo og Santos lå højere i Brasilien)
• Relativt lav gæld, hvilket muliggør fastholdelse af nøglespillere og investering i ungdommen.

Medlemsbasen

I 2009 passerede klubben 100.000 officielle medlemmer – det højeste tal i Amerika på det tidspunkt og sjettehøjest i verden. Senere rapporter nævner over 140.000 associerede.

Rivaliseringer

Gre-Nal – Inter vs. Grêmio

Gre-Nal er en sammentrækning af GRE-mio og Inter-NAL (opfundet 1926). Rivaliseringen regnes blandt de vigtigste i Brasilien. Statistik 1909-2015:

• Kampe: 408
• Sejre – Inter: 154; Grêmio: 127
• Uafgjorte: 127
• Målscore: 578-539 i Inters favør

Rekorder:

• Største sejre: Grêmio 10-0 (1909); Inter 7-0 (1948)
• Længste ubesejrede Inter-stime: 17 kampe (1971-1975)
• Længste Grêmio-sejrstime: 6 sejre (senest 1977-1978)

Juve-Nal – Inter vs. Juventude

Et mindre, men regionalt betydningsfuldt derby mod Juventude fra Caxias do Sul. Rivaliseringen toppede i 1990’erne og 2000’erne, hvor Juventude var fast inventar i Série A.

Sportslige meritter

Internationale titler

Nationale titler

Statstitler (Campeonato Gaúcho)

44 mesterskaber fra 1927 til 2016, herunder rekordserier på otte i træk (1969-1976) og seks i træk (2011-2016).

Udvalgte øvrige trofæer

• Dubai Cup 2008
• Joan Gamper Trophy 1982 (første ikke-europæiske vinder)
• Pacific Coast Tournament 1983
• Kirin Cup 1984

Klubstruktur og personale

Teknisk ledelse (udvalg af nøgletrænere)

• Rubens Minelli (1974-1976) – to Serie A-titler
• Ênio Andrade (1979) – ubesejret mester
• Abel Braga (2006) – Libertadores & Club World Cup
• Sélso Roth (2010) – Libertadores

Profiler gennem tiderne

Spillere som Falcão, Valdomiro, Elias Figueroa, Fernandão, D’Alessandro, Tesourinha, Dunga, Taffarel, Sóbis og Nilmar har alle sat varige aftryk, enten som landsholdsprofiler eller klubikoner.

Ungdomssektor og talentudvikling

Internacional ser sig selv som “Celeiro de Ases” (stjernefarmen). Dette underbygges af fem sejre i Copa São Paulo de Futebol Júnior (1974, 1978, 1980, 1998, 2020) og adskillige nationale U-titler. Akademiet har produceret navne som Alexandre Pato, Luiz Adriano, Giuliano og Leandro Damião.

Klubkultur og fanmiljø

Supportere og tribuneliv

Colorados er kendt for massive tilskuertal – fx 650.000 mennesker ved fejringen af verdens­mesterskabet 2006 i Porto Alegres gader. Klubben driver eget tv-medie og har siden 2009 haft en officiel kanal.

Socialt engagement

Blandt kerneværdierne er bekæmpelse af diskrimination og åbenhed over for alle. Klubben understøtter miljøinitiativer på Beira-Rio og har løbende samarbejder med velgørende organisationer – fx auktionerede Fernandão præmien fra Libertadores 2006 til gode formål.

Afsluttende perspektiv

Sport Club Internacional har skrevet sig ind i fodboldhistorien som et eksempel på folkelighed, inklusion og vedvarende sportslig kapacitet. Fra pionerårene på mudrede baner i Ilhota-kvarteret til de moderne triumfer på globalt niveau har klubben bevist sin evne til at tilpasse sig, overleve kriser og vende tilbage til toppen. Kombinationen af stærk ungdomsudvikling, en stor medlemsbase, en internationalt anerkendt stadionprofil og en forankret kultur omkring værdierne “klubben for folket” gør Internacional til en reference i sydamerikansk fodbold – og et navn, der forventes at spille en central rolle også i fremtidens turneringer.